Vand er forudsætning for liv.
Flere end 80% af kommunens almene vandforsyninger indvinder vand, der er forurenet med pesticider.
Det kan man læse i udkastet til Svendborg Kommunes kommende indsatsplan, som er i høring. De siger ligeud at det helt store problem er landbrugets brug af sprøjtemidler.
Vi hører jo også at miljøministeren vil forbyde sprøjtegifte der hvor drikkevandet dannes. Og danske vandværket kræver at man laver drikkevandsparker for at beskytte drikkevandet.
Siden de første sprøjtemidler kom på markedet efter krigen har regeringen tilladt bønder og haveejere at bruge gift, som nu er trængt ned til vores livsgrundlag drikkevandet.
Nu står vi der hvor vi skal vælge mellem at rense vandet eller forbyde sprøjtemidler.
Men hvad er planen så? Ja, ministeren befaler at kommunerne skal pålægge vandværkerne at løse problemet. Bønderne skal betales for at stoppe med at bruge gift og regningen skal lægges på vandprisen. Det er vel rimeligt nok, eller hvad?
Vandværket kan enten opkøbe jorden til en kvart million pr ha, eller nøjes med det halve for at undgå giften. For det enkelte vandværk bliver det uhyrlige summer. Den enkelte borger kan blot se til og punge ud.
Landmanden skal have erstatning for tabt værdi af jorden. Ellers går han vel konkurs. Han har jo ikke gjort noget ulovligt.
Og staten giver da også tilskud, 40% af tabt jordværdi, eller ca 50000 kr af de 250000 kr en ha landbrugsjord koster, der hvor man godt må sprøjte.
For de fleste vandværker bliver der tale om millionbeløb der er uoverskuelige. Og forholdene rundt i landet er vidt forskellige. Nogle steder er der ikke behov for at gøre noget, andre steder bliver det en kæmpe indsats. Vandpriserne vil variere landet over.
Var det ikke mere rimeligt at staten tager ansvaret på sig, når det nu er staten der har tilladt pesticiderne. Lad dog staten opkøbe jorden og lad den springe i skov til gavn og glæde for mennesker og natur. Når nu det går så trægt med at omdanne landbrug til natur, som den grønne trepart ingen vegne kommer med gennem frivillige aftaler. Ekspropriation er den eneste farbare vej hr minister, hvordan havde vi ellers haft så mange motorveje.
Og når vi ser bort fra pengene, hvad er vigtigere end at flaske vores børn op med rent vand, og gøre hvad vi kan for at begrænse kemien i hverdagen. En tredjedel af os får konstateret kræft en tredjedel af danske mænd kan ikke få børn. Er der noget at betænke sig på?
Vandet er livets kilde og vi har i årevis vidst hvad vej det gik. Endelig ser det ud til at der er politisk enighed om et sprøjteforbud. Det er nu folket skal støtte op om kampen mod kemigiganter og landbrugslobby og kræve en fuld og hel løsning for vores efterkommere.
Her i foråret holder vandværkerne generalforsamlinger, de fleste er demokratiske andelsselskaber. Det er her du skal møde op, det er nu du skal tage stilling, det er nu folket skal stå sammen og kræve deres menneskeret, rent vand tak, pesticider nej tak.
Peter Frostholm |