Viola havde været på ferie hos mormor og morfar. Nu skulle hun hjem til sin mor og far. Hun glædede sig. Hun savnede dem. Morfar og Viola steg på toget, sammen med bamsen, som var en hund, der hed Rocky. Hunden kiggede spændt ud på markerne, som de kørte forbi. Men så blev den træt af det og gemte sig.
Rocky leger gemmeleg sagde Viola til morfar.
Hvor kan den dog være, sagde morfar og kiggede under sædet og alle mulige steder. Men den havde gemt sig under Viola trøje.
Godt gemmested, roste morfar hunden, som var en bamse.
Det var kun morfar, der havde billet. Viola rejste gratis. Så hun fik lov at låne morfars billet. Billetmanden kom og ville se morfars billet.
Jeg har ingen billet, sagde morfar og grinede til Viola.
Det er da for galt, sagde billetmanden, så skal du have en bøde. Han skulle lige til at skrive bøden, da han opdagede at Viola viftede med billetten.
Jeg har en billet, sagde Viola.
Nåh sådan, sagde billetmanden og grinede heldigvis.
Men bamsen har ikke nogen billet, sagde morfar og gemte Rocky i hattehylden.
Hvor er bamsen, spurgte billetmanden.
Den har gemt sig, sagde Viola med sit sødeste smil.
Så slipper den for denne gang, sagde billetmanden med en streng mine.

Damen i højttaleren sagde, næste station Fruens Bøge.
Hvad siger hun, sagde Viola forskrækket, fruen spøger.
Men der skal vi ikke af, beroligede morfar hende. De kunne heller ikke se nogen frue eller spøgelse på perronen.
Hun spøger nok kun om natten, beroligede Viola tilbage.
Snart skulle de skifte tog og måtte pakke sammen, men nu var Rocky helt væk.
Hvor er den frække hund, spurgte morfar lidt irriteret.
Det er en bamse. Den har gemt sig i tasken. Viola rystede på hovedet.
Voksne er så nemme at narre, sagde Viola.

I det næste tog var der et bord, så de kunne pakke madpakken ud. Der var kun livretter i madpakken, for Viola havde selv bestemt hvad der skulle i.
Du spiser ikke meget, sagde morfar.
Jeg kan ikke lide det, svarede Viola.
Det kunne du godt derhjemme.
Vi er heller ikke derhjemme nu, vel?
Nåh nej, måtte morfar indrømme.
Nu kunne de se vand uden for vinduet.
Det er Storebælt, forklarede morfar.
Det må være en stor kæmpe med så stort et bælte, mente Viola.
Og så blev der pludselig mørkt udenfor. Der var ikke noget vand, men kun en tunnel med lamper der susede forbi.
Nu skal vi ned under vandet, forklarede morfar.
Hvorfor kan man så ikke se fiskene, svarede Viola.
Har du ikke din tryllestav med, spurgte morfar.
Viola tog en gulerod fra madpakken og sagde simsalabimbambusse, og pludselig var der glas i tunnellen.

Sikke nogle store fisk, sagde Viola.
Det er da vist en hval, mente morfar.
Man kan kun se dens mave.
Nå det der oppe, det er et skib der sejler på vandet.
Er der ikke nogen krabber.
De har nok gemt sig for skibet, mente morfar.
Så blev der igen mørkt udenfor, så man ikke kunne se vandet.
Hvad sker der nu, spurgte Viola.
Hurtigt tag din tryllestav.
Jeg har spist den, sukkede Vila.
Nu er vi på vej ned gennem jorden, forklarede morfar.
Kommer vi så til Kina, spurgte Viola.
Det kunne være sjovt.
Der har jeg aldrig været. Kan du snakke kinesisk, morfar?
Shingshangsjask og et ordentlig plask.
Nu sagde damen i højttaleren, næste station Kina.

Snart blev der helt lyst.
Er vi nu i Kina, spurgte Viola.
Ja kan du ikke se at de alle sammen vender på hovedet.
Nej de gør da ej.
Jo, men det gør vi også, så lægger vi ikke mærke til det.
Skal vi af her, spurgte Viola, mens de kiggede på alle kineserne der gik på hovedet.
Men vi skal jo hjem til din mor og far, sagde morfar.
Kører toget tilbage.
Ja da, vi kan bare blive siddende, vi har en returbillet, forklarede morfar.
Hvad er en returbillet?
Så har man betalt for at køre både ud og hjem, forklarede morfar.
Men vi skal jo bare hjem.
Ja, det kommer vi nu, nu starter toget.
Hvorfor har du så købt en ud billet, det er da dumt, mente Viola.
Det havde jeg ikke lige tænkt på.
Er der så ikke råd til is, når vi kommer til København?
Desværre, men du trænger vel mere til rigtig mad, mente morfar.
Hvis jeg spiser maden, får jeg så en is?
Nu skal jeg se om jeg har penge, sagde morfar, men der var ingen penge i pungen.
Du har da et kort morfar.
Morfar holdt kortet op mod lyset.
Det er næsten tomt, undskyldte han.
Må jeg se, sagde Viola og kiggede gennem kortet.
Der er kun råd til en is til mig, grinede Viola og spiste straks sin mad.

Da de kom til København, læste morfar, Køb en havn, det har vi vist ikke råd til.
Det står der ikke sagde Viola, kan du ikke læse? København H.
Kan du læse?
Der står i hvert fald H til sidst. Som i hund.
Jeg troede det var en bamse, indvendte morfar.
Det hedder da ikke København Bamse, fjollehoved.
I kiosken havde de en bamseis. Den valgte Viola. Morfar spurgte om de ikke havde en hundeis.
Desværre, sagde damen i kiosken.
Det var godt sagde morfar, for vi har ikke råd.
Damen rystede på hovedet.
Måske forstod hun ikke fynsk humor, sagde morfar, mens han hjalp Viola med at pakke bamseisen ud.
Hvad er humor?
Det er noget vi to har, vi griner af det samme.
Er der også en hufar?
Der kan du se, Det er kun os to der synes det er sjovt.
Vi kan jo spørge damen i kiosken.
Om hun har en hufar?
Nej om der er en hufar på København Bamse.
Det har vi ikke tid til, vi skal nå toget.
Jeg gider ikke flere tog, sagde Viola og stampede, så morfar ikke var i tvivl om hun mente det.
Det er bare et S tog, forklarede morfar.
Det kunne du bare have sagt.

Mor og far stod og ventede i døren, da Viola kom hjem fra ferie. De havde flag i hånden og havde pyntet op med balloner, som om det var fødselsdag. Viola kastede sig i sine forældres arme og fortalte om al det hun havde oplevet.
Vi så en hval nedefra og vi var i Kina. De gik på hovedet, og det gjorde vi også, men der var ingen spøgelser hjemme hos fruen. Og morfar troede vi skulle af på København Bamse, så fik jeg også en bamseis.
Hold da op, svarede mor. Har I også husket bamsen?
Den gemte sig toget, forklarede Viola.
Ikke nu igen, sukkede mor.
Den gemte sig i tasken i toget, forklarede Viola med et grin og pakkede bamsen der var en hund, der hed Rocky op.
Har du spurgt din morfar om han vil overnatte, spurgte far.
Man kan jo ikke undernatte, vel morfar, svarede Viola.
Så må jeg jo overnatte, svarede han.